I denne guide ser vi på håndtering af databaser hos webhotellet Surftown. Du håndterer dine databaser via det “gamle” kontrolpanel hos Surftown. Befinder du dig i det nye kontrolpanel, så skal du trykke på “Avancerede indstillinger” i bunden, for at komme til det gamle kontrolpanel. I det gamle kontrolpanel skal du også ned i bunden. Her finder du 4 links som har med databaser at gøre, nemlig MySQL server, phpMyAdmin, PgSQL server, samt phpPgAdmin.
Ønsker du at se hvad Surftown kan byde på, andet end databaser, så se vores generelle guide til Surftown.
Har du endnu ikke et webhotel, så kan du finde en løsning til din hjemmeside, ved at besøge vores oversigt over hjemmesideløsninger.
Indholdsfortegnelse
MySQL server
Når du trykker på “MySQL server” linket, så kommer du til en oversigt over dine eksisterende MySQL databaser. Trykker du på et databasenavn, så bliver du viderestillet til indstillingerne for den aktuelle database.
Vi vil dog først gennemgå hvordan man opretter en ny MySQL database, og dette foregår intuitivt via linket “Tilføj database”. I første trin skal du angive navnet på din nye database. Du har også mulighed for at angive en beskrivelse. Dette er helt valgfrit og bruges udelukkende som ekstra information til dig, så du kan huske hvad du bruger dine forskellige databaser til.
I andet trin skal du tilføje en bruger til databasen. Du kan enten oprette en ny bruger, eller du kan tilføje en af dine eksisterende brugere til databasen. For hver bruger kan du specificere om brugeren skal have administrator rettigheder, eller mere begrænsede rettigheder. Når du har specificeret minimum én bruger, så kan du trykke på “afslut” og databasen er nu oprettet. Du bliver derefter videresendt til oversigten over dine MySQL databaser.
For at se indstillinger for en database, skal du som tidligere nævnt, trykke på databasens navn. Du kan bl.a. se hostnavnet for databasen. Dvs. den adresse som du skal kalde, når du vil tilgå databasen via din kode. Du kan også se hvor meget din database pt. fylder, samt hvor meget databasen maksimalt må fylde. Du kan herunder se et skærmbillede af indstillingerne for en MySQL database:
I bunden af denne side finder du 4 ikoner.
Første ikon (med den grønne pil) er et link til at tilføje nye brugere. Dette foregår på samme måde, som når man tilføjer brugere ved oprettelsen af databasen.
Næste ikon (med hammeren) er et link til at ændre i bruger privilegier på databasen. Ved brugeroprettelsen kunne du vælge 3 forskellige niveauer, men på denne side kan du specificere rettighederne mere detaljeret. Du kan bl.a. indstille om brugeren må have lov at slette tabeller, at oprette tabeller, at indsætte rækker i en tabel, samt meget mere.
Tredje ikon (med blyanten) er et link til at ændre kodeord for den valgte databasebruger.
Det sidste ikon (skraldespanden) er et link til at kunne slette databasebrugeren. Bemærk at du ikke får nogle advarsler, så trykker du på dette link, så forsvinder brugeren.
phpMyAdmin
Via dette link finder du en oversigt over dine databasebrugere, samt links til phpMyAdmin for hver bruger. Når du trykker på linket, så åbner phpMyAdmin i et nyt vindue, og du er automatisk logget ind. Hvis den aktuelle bruger har rettigheder til mere end én database, så kan du i øverste venstre hjørne vælge hvilken database, som du vil administrere.
phpMyAdmin er et online værktøj til at administrere MySQL databaser. phpMyAdmin er et gratis værktøj og ikke unikt for Surftown. Vi vil derfor ikke gå i dybden med phpMyAdmin, men istedet linke til den officielle hjemmeside for phpMyAdmin.
PgSQL server
For at kunne benytte PgSQL databaser, så skal dette først slåes til i kontrolpanelet. For at gøre dette skal du op i topmenuen og vælge “Databaser” og derefter “PGSQL”. På denne side vil der være et punkt der hedder “PostGreSQL Management”, og ved denne skal du trykke på den røde “off” knap. Knappen skifter nu til en grøn “on” knap, og PgSQL databaser er nu slået til.
Når PgSQL databaser er slået til, så kan du i fremtiden benytte ikonerne på forsiden til at håndtere databaserne. Hvis du trykker på PgSQL server ikonet, så kommer du til en oversigt over databaser og brugere. Første gang vil der kun være et link til at oprette brugere, da der minimum skal være én bruger før man kan oprette en database.
For at oprette en bruger, så tryk på “Tilføj bruger”. På denne side skal du angive brugernavn, samt password. Du skal ikke angive privilegier for bruegren, da alle brugere automatisk har administrator rettigheder til at starte med. Ønsker du efterfølgende at rette privilegierne for en bruger, så kan dette gøres via phpPgAdmin.
For at oprette en PgSQL database, så tryk på linket “Tilføj database”. Du skal nu angive et navn for databasen, samt evt. en beskrivelse. Derudover skal du tildele en ejer til databasen.
phpPgAdmin
Via dette link finder du en oversigt over dine databasebrugere, samt links til phpPgAdmin for hver bruger. Når du trykker på linket, så åbner phpPgAdmin i et nyt vindue. Du får her vist de tilgængelige database servere og kan logge på med dit brugernavn og password.
phpPgAdmin er et online værktøj til at administrere PostGreSQL databaser. phpPgAdmin er et gratis værktøj og ikke unikt for Surftown. Vi vil derfor ikke gå i dybden med phpPgAdmin, men istedet linke til den officielle hjemmeside for phpPgAdmin.