Efterhånden som vi bliver mere afhængige af godt internet, bliver vi også nødt til at være mere opmærksomme på, hvordan vi sætter internet op i hjemmet – eller hvor vi nu ellers skulle have brug for det. En router er den klassiske og absolut mest populære måde at få godt internet i hele hjemmet på. Routeren er populær fordi den er både nem og billig. Men når man skal vælge sin nye router er der en hel del man skal være opmærksom på.

Heldigvis behøver du ikke at være ekspert, for her har vi samlet en guide. Guiden gør det muligt for alle og enhver at forstå, hvordan de forskellige routere på markedet adskiller sig fra hinanden. Du kan også læse om hvilke krav du skal stille til routeren for at få dit behov opfyldt. Man kunne være tilbøjelig til at kigge på producenternes sider, men der vil de som regel gerne sælge et produkt. Derfor har vi strikket en guide sammen, som ikke nødvendigvis forholder sig til de enkelte modeller. Derimod vil du efter at have læst denne guide være i stand til at skelne mellem de forskellige ting, som du skal være opmærksom på.
Indholdsfortegnelse
Hvad er en router, og hvad skal den bruges til?
Det er selvfølgelig altid fornuftigt at få det helt basale på plads først. En router er en lille boks, som helt simpelt forbinder dine enheder til internettet. Når du bruger WiFi i hjemmet, vil det højst sandsynligt fungere via en router, og dermed er routeren ganske vigtig for dit internet. En router er til for at dele internettet. Den gør det altså muligt for både dig og resten af familien at være koblet på internettet på samme tid. Det vil også sige, at en router efterhånden må være at finde i ethvert hjem med flere beboere eller flere enheder, som skal kobles til internettet.
Boksen er på mange måder ligesom en computer, og den indeholder eksempelvis både processor og hukommelse. Antennerne som stikker ud af boksen skal fordele signalet rundt, hvor du har brug for det. Du kan også indstille antennerne så de spreder signalet på den mest fordelagtige måde. Hvis du eksempelvis aldrig kunne finde på at bruge internettet i bryggerset, så kan du sørge for at antennerne i hvert fald ikke fordeler signalet i den retning.
Du kan læse mere omkring placering af din router hos Yousee
Du skal bruge en router eller et trådløst modem for at skabe forbindelse fra dine enheder til internettet. Uden en af disse små hjælpere får du altså ikke godt internet i hjemmet. Routeren passer sig selv, og du behøver derfor ikke gøre så meget andet end at sætte den rigtigt op og ellers nyde godt af internettets mange funktioner. Skulle der opstå problemer, vil du opleve, at de fleste kan løses ved bare at genstarte routeren. Den er dermed også dejligt nem at have med at gøre, selv når den får brug for en lille, hjælpende hånd.

Mobilt bredbånd eller kablet internet?
Når du skal have godt internet, skal du være opmærksom på forskellen mellem mobilt bredbånd og kablet internet. Mobilt bredbånd er nemlig ikke det samme som en helt almindelig bredbåndsforbindelse. Med mobilt bredbånd tilslutter du dig internettet ved hjælp af et USB-stik. USB-stikket har et simkort i sig, og det er simkortet, som egentligt giver adgang til internettet.
Hvis det er mobilt bredbånd, du gerne vil have, kan du sætte USB-stikket eller simkortet i en router. Routeren spreder altså USB-modemmets signal, så det er muligt for flere at deles om signalet.
- Fordelen ved mobilt bredbånd er, at du kan tage internetforbindelsen med dig. Du kan altså bruge det samme abonnement uanset om du er i hjemmet eller i sommerhuset eller et tredje sted.
- Ulempen ved mobilt bredbånd er, at det oftest fungerer på samme måde som et almindeligt mobilabonnement – altså med en begrænsning på, hvor mange GB data du kan bruge.
Den anden form for internet, du kan få, er den form for internet, som du får gennem et kabel. Gennem kablet kan du købe internet i mange forskellige hastigheder. Når du bruger kablet internet vil der i modsætning til det mobile bredbånd ikke være en begrænsning på, hvor meget data du kan hente hver måned. Det vil sige, at det passer godt til familier, arbejdspladser eller bare folk, som er rigtig glade for at bruge meget data. Denne form for internet er også den, som er mest populær. Det betyder også, at der er rigtig mange forskellige udbydere i Danmark. Så tjek op på de forskellige udbydere og se, hvem der kan give dig den bedste aftale.
- Fordelen ved kablet internet (alm. bredbånd) er, at du betaler flatrate. Du betaler altså den samme månedlige pris uanset hvor meget data du downloader.
- En anden fordel er, at den teoretiske hastighed kan være langt større ved kablet internet. Dog er det sjældent at man har behov for større hastighed end man kan opnå via mobilt bredbånd.
- Ulempen ved kablet internet (alm. bredbånd) er, at du betaler for en bestemt hastighed. Du betaler altså mere for en hurtig forbindelse end en langsom forbindelse. Ved mobilt bredbånd betaler du for dit forbrug og får altid den hurtigst mulige mobile forbindelse.
Som nævnt i fordelene og ulemperne herover, så kan dit valg af kablet internet vs. mobilt bredbånd have indflydelse på hastigheden af din internetforbindelse. Ved kablede forbindelser betaler du mere for hurtige forbindelser end for langsomme forbindelser. Til gengæld kan dækningen i dit område have indflydelse om du overhovedet kan få hurtigt mobilt bredbånd. Da det mobile bredbånd kører på samme master som din mobiltelefon, så kan du reelt måle hvor mobilt bredbånd du kan få i dit område, ved at måle din telefons internethastighed. Du kan her tage en hastighedstest.
Når du har målt din hastighed, så kan du holde det op imod hvilke muligheder du har for bredbånd på din bopæl. Derefter kan du tage stilling til om du har behov for kablet internet eller mobilt bredbånd.
Selvfølgelig afhænger det i det store billede af din udbyder, hvor godt dit internet kører, og der kan være store forskelle udbyderne imellem ifølge flere undersøgelser. Men som udgangspunkt gør en router det muligt at dele internettet med rigtig mange enheder. Det vil sige, at hele familien kan have enheder koblet på internettet uden problemer. Det er selvfølgelig en af grundene til, at en router kan være den optimale løsning for dig og din familie. Når du kører på mobilt bredbånd, skal du dog have mange GB data til rådighed, for at det holder hele måneden ud. Det gør kablet internet mere ideelt til familier med stort forbrug. Mobilt bredbånd er fordelagtigt, hvis man ikke skal dele internettet med nogen, og derudover har styr på, hvor meget data man bruger.

Hvad betyder prisen på en router?
Som nævnt er en router din genvej til godt internet. Dog kræver det selvfølgelig, at routeren kan levere det, du har behov for – ellers ender du med at have alt for mange irritationsmomenter, fordi den ikke leverer, som du vil have. Noget af det første, vi som regel kigger på, når vi skal købe noget nyt, er prisen.
Når det handler om routere, så følger prisen kvaliteten. Selvfølgelig vil der være nogle routere som koster mere end de burde, ligesom du også vil kunne finde routere som er billige i forhold til deres kvalitet. Men hvis du gerne vil gøre dig selv en tjeneste, skal du ikke bare gå ud og købe den dyreste router på markedet. Det er muligt, at den har fantastisk rækkevidde og mange andre fede features – men skal du bruge det hele? Hvis du bor i en lejlighed eller et lille rækkehus, giver det simpelthen ikke mening at købe en rigtig dyr router. Her vil en i den mellemste prisklasse være mere end rigeligt.
Bor du i et stort hus, eller skal du have internet på et stort kontor, kan det derimod godt give mening at købe en router i den højere prisklasse. Her får du en router med større rækkevidde, bedre ydeevne og oftest også god brugervenlighed. Brugervenligheden kan især være en fordel, hvis flere mennesker skal have med routeren at gøre – selvom den i høj grad passer sig selv.
Hvad skal du være opmærksom på?
For de IT-kyndige er det nok temmelig lige til at finde den rette router. Men for helt almindelige mennesker, som tit har meget andet at sætte sig ind i, kan det godt virke lidt kringlet. Fagsproget kan være svært at forstå, og man kan hurtigt snuble over alle fagtermerne. Det er jo ikke så fedt, når man bare gerne vil blive klogere på, hvilken router man skal købe. Mange af detaljerne kan man desværre risikere først at blive opmærksom på, når man oplever problemerne. Derfor er det en god idé at have klarlagt sine behov og ønsker, inden man køber routeren. Nogle af de ting, som kan være rare at få med, når man køber en ny router, har vi listet her:
Hvordan håndterer routeren 5Ghz og 2.4Ghz?
Det er rigtig godt at have en router, som gør forskellen mellem 5Ghz og 2.4Ghz så lille som muligt. Det rareste er jo faktisk, når du slet ikke bemærker forskellen. Kort fortalt er forskellen, at 2.4Ghz er en ældre standard, mens 5Ghz er den nye standard. Som altid vil denne overgang godt kunne skabe nogle gnidninger, og den ene har også nogle fordele, som den anden ikke har. Ulempen med den gamle standard er, at det ikke kan opnå den samme hastighed som den nye. Dog er ulempen ved den nye standard, at den ikke går lige så nemt gennem vægge og andre forhindringer som den gamle. Derfor er det rigtig smart at skaffe en router som kan kombinere de to. Kig efter en router med smart connect og dualband. Den vil kunne samle de to kanaler til ét netværksnavn, og derfra vil enhederne selv kunne finde ud af, hvilken frekvens de skal køre på for at køre optimalt.
Routerens rækkevidde
Det er et af de vigtigste punkter at være opmærksom på, og det kan næsten ikke nævnes nok gange. Routerens rækkevidde er afgørende for din tilfredshed, og hvis du skal blive glad for din router, kræver det, at rækkevidden er passende. Skulle du dog stå med en router i hånden, som udover rækkevidden er helt perfekt, findes der løsninger. Sørg selvfølgelig for at optimere routerens fordeling ved at indstille antennerne til at have de rigtige retninger. Skulle det ikke være nok, til at du får en ordentlig rækkevidde, kan du købe tilkoblinger, som kan sættes på strategiske steder i huset, som vil forstærke signalet og altså videreformidle det til husets fjerneste kroge. Men gør dig selv en tjeneste og køb en router med passende rækkevidde fra starten af. Det er nemmere, og så skal du ikke forholde dig til alt for mange ekstra forstærkere i alle kroge og hjørner af dit hjem.
Ydeevnen er afgørende for din oplevelse
Som nævnt i introduktionen er en router bygget op lidt som en computer. Det vil også sige, at den bliver belastet, når der sidder mange mennesker og henter meget data ned på samme tid. Hvis I er en stor husstand, er routerens ydeevne noget, I skal være særligt opmærksomme på. Det går jo ikke, at I ender med at få en sløv internetforbindelse, bare fordi routeren ikke kan levere det, I ellers ville have haft adgang til. Sidder der tre børn og spiller computer og streamer Netflix, mens forældrene også henter tung data ned, kræver det en router, som kan holde til det. Ydeevnen er ikke i lige så høj grad, noget man skal bekymre sig om i små husstande, hvor I normalt bare bruger internettet til at læse nyheder eller andre småting.

Mobilapps som gør styringen nemmere
Det er generelt begrænset, hvor meget man skal styre på sin router. Men når man når til et punkt, hvor der er behov for det, er det en stor hjælp, hvis man kan gøre det fra en mobilapp. Hvis din router ikke har en tilhørende mobilapp, kører den sikkert stadig fint. Derfor er dette punkt bare en ”rart at have” – bestemt ikke “nødvendigt at have”. Mobilappen vil også gøre det nemmere for hele familien, da den er mere overskuelig og måske lidt nemmere at forstå, selvom man ikke er så god til IT.
Udover disse hovedpunkter skal du selvfølgelig sørge for at henvende dig hos sælger, hvis der er noget, du er i tvivl om. Det er nemt at få svar på sine spørgsmål, når man står i butikken eller sidder hjemme foran computeren og kigger. Mange sider vil også gerne hjælpe dig i deres online kundeservice. Du skal selvfølgelig være tilfreds med det produkt, du ender med at købe.
Bliv glad for din router
Selvom udvalget er stort, og markedet kan virke uoverskueligt og til tider vildledende, skulle det gerne være muligt for alle forbrugere at få fingrene i en router, som passer perfekt til det individuelle behov.
Vi håber, at du kan bruge nogle af alle disse tips til noget. Det vigtigste er, at du føler dig lidt bedre klædt på til at tale router-sprog, når du skal ud og finde din nye router. Det er selvfølgelig en rigtig god idé at kigge på nogle af de tests, du kan finde online. Her vil du kunne få et overblik over, hvilke modeller der kan hvad. Så kan du eventuelt finde de modeller, som testpanelerne synes om, og undersøge, om de kunne være noget for dig.
Det er selvfølgelig vigtigt, at du holder øje med de behov, du har. Du behøver ikke nødvendigvis at hoppe i med begge ben. Den dyreste router kan muligvis det hele, men husk at overveje, om du rent faktisk har brug for alt det. Ofte kan du slippe neget billigere ved bare at vælge en router, som lige akkurat passer til dine behov.
Tjekliste når du skal købe router:
- Sørg for at din router kan kombinere 5Ghz og 2.4Ghz signalet. Kig efter en router med smart connect og dualband.
- Overvej hvor stort et geografisk område din router skal dække. Routerens rækkevidde er afgørende for om signalet kommer rundt i alle afkroge af dit hjem.
- Ydeevnen er vigtig, hvis der kommer mange brugere på routeren på samme tid.
- Har du behov for en mobilapp til nemmere at styre routeren? Gør op med dig selv om det er vigtigt for dig, og overvej om det skal være en faktor i dit valg af router.